DEN GEOLOGISKE UDFORSKNING AF GRØNLAND 1946–1995 – Grønlands Geologiske Undersøgelse: Arbejde og historie

Systematisk geologisk undersøgelse – med øje for undergrundens rigdomme.

Da man i 1946 havde fået bevillingen til at gå i gang med den geologiske kortlægning i Grønland, stod man foran en monumental udfordring. De isfrie landområder i Grønland dækker 410.000 kvadratkilometer, hvilket er næsten ti gange Danmarks areal eller en tredjedel større end Storbritannien og Irland tilsammen. I det meste af landet er der ingen byer og ingen veje. Naturen er utroligt smuk, men barsk og farlig med omskifteligt vejr, og klimaet er koldt.

Tilmed startede pionererne fra et udgangspunkt, der bedst kan opsummeres med to ord: begrænset viden.

Bortset fra de undersøgelser af Østgrønland, som Lauge Koch og hans internationale forskerhold havde udført før verdenskrigen, kendte man kun til forskellige lokalområder og praktisk taget intet overordnet til øens lange udviklings­historie, som rækker 3,8 milliarder år tilbage i tiden.

Den nystiftede nationale undersøgelse kastede sig over det geologisk set jomfruelige Vestgrønland, hvor flertallet af den grønlandske befolkning lever, mens Lauge Koch frem til 1958 fortsatte kortlægningen i Østgrønland med støtte fra staten og forskellige fonde.

Der var intet samarbejde. Flere af de statslige geologer havde været Kochs modstandere i en årelang strid om hans arbejdsmetoder, og der var kold luft hele vejen hen over Indlandsisen.

Baggrunden for arbejdet

Den 11. marts 1946 ansøgte statsminister Knud Kristensen (V) Folketingets finansudvalg om den nette sum af 312.000 kr. til udrustning og drift af en 'systematisk geologisk undersøgelse af Grønland'.

Det er sandsynligvis her, at disse fem gode ord for første gang blev brugt i sammenhæng, og de beskrev opgaven så rammende og præcist, at de navngav institutionen frem til 1965, da navnet blev ændret til Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU).

Finansudvalget imødekom statsministerens ansøgning og sikrede en midlertidig bevilling for en periode på fem år. Ledelsen af den nye organisation blev overdraget til et udvalg bestående af Alfred Rosenkrantz, professor i geologi ved Den Polytekniske Læreanstalt, Hilmar Ødum, direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelse, og Arne Noe-Nygaard, professor i mineralogi og bestyrer for Mineralogisk Museum.

Triumviratets opgave var at organisere en systematisk geologisk undersøgelse af verdens største ø.