Da olieselskaberne sidst i 1970’erne flygtede fra Vestgrønland, vurderede de, at mange områder ud for vestkysten bestod af geologisk set ung havbundsskorpe dækket med tynde aflejringer, som ikke indeholder olie.
Man kunne allerhøjst være heldig at finde naturgas som langs med Canadas kyster, men gasfund kunne ikke bære store anlægsinvesteringer i et så fjernt havområde højt mod nord.
Så enkelt var det imidlertid ikke. I 1988 analyserede lederen af olieafdelingen, geofysikeren Hans Christian Larsen, sammen med Jim Chalmers og Chris Pulvertaft ældre seismiske data fra en tysk forskningsinstitution, og desuden revurderede de den gamle efterforskningshistorie.
Analysen viste, at der findes store forkastningsblokke under de kendte aflejringer på havbunden.
Den nye tolkning betød, at havbunden rummede kontinentalskorpe med sedimenter ovenpå, og at der dermed var mulighed for dannelse og akkumulering af olie og naturgas i et langt større omfang end hidtil antaget.
Det fik det dansk-grønlandske fællesråd vedrørende råstoffer, Råstofforvaltningen, til at skaffe nye særbevillinger til fornyet olieefterforskning, og på den baggrund udførte GGU i årene 1990–1992 seismiske undersøgelser af havbunden ud for Vestgrønlands kyster syd for Disko, hvor havet er isfrit året rundt. I alt blev der fra skibe indsamlet data i et regionalt netværk af linjer, som tilsammen strakte sig over 6600 km.
Den sidste seismiske linje, som blev indsamlet i 1992, gik hen over Fylla-området. Her viste der sig at være store forkastningsblokke med særlige flade reflektorer. Disse såkaldte ‘flat spots’ tyder på tilstedeværelse af olie og gas. Samme år steg optimismen yderligere, da man fandt små oliedråber i sten fra halvøen Nuussuaq nord for Disko, for fundet beviste definitivt, at der må være kildebjergarter i området.
Året efter påviste geologerne, at der fandtes spor af olie i et mange kvadratkilometer stort område på Nuussuaq, og der blev lavet en 448 meter dyb boring i offentligt regi.
Borekernen viste intens imprægnering med olie i de øverste 90 meter og spredte spor af olie hele vejen ned.
De to nye opdagelser var lovende, og straks efter offentliggørelsen i 1994 indsamlede det nationale olieselskab, Nunaoil et tættere net af seismiske linjer i Fylla-området på kontinentalsoklen, mens det lille canadiske olieselskab grønArctic Energy indledte et efterforskningsprogram på Nuussuaq.
Læs også Assistance fra Søværnet
I 1996 fik Statoil licens til olieefterforskning i Fylla-området, og resultaterne af firmaets seismiske undersøgelser var så positive, at selskabet gik i gang med at planlægge en efterforskningsboring.