Mineralske råstoffer i Grønland – et overblik

Mineralforekomster i Vestgrønland (Kortudklip: GEUS, Grønlandsportalen via greenmin.gl)

Grønlands geologi og især landets mineraler og råstoffer får stor opmærksomhed verden over. Her kan du få et kort overblik over de mineralske råstoffer i Grønland og en guide til kort, dataportaler m.m.

GEUS udfører geologiske undersøgelser og monitorering i både Danmark og Grønland og fungerer som geologisk datacenter for begge lande. GEUS’ aktiviteter i Grønland udføres i tæt samarbejde med Mineral Resources Authority under den grønlandske regering, Naalakkersuisut, og andre officielle grønlandske institutioner.

GEUS’ rolle i Grønland er udelukkende videnskabelig, og vi er ikke involveret i hverken regulering eller udvinding af mineraler i Grønland.

Mineralske råstoffer i Grønland

Grønland er et stort land med et isfrit areal på mere end 400.000 km2. Den geologiske historie strækker sig over næsten fire milliarder år, hvor der er foregået mange forskellige geologiske processer. Som følge heraf har Grønland en varieret geologi med flere typer metaller, mineraler og ædelstene. Det er dog kun i få tilfælde, at forekomsterne er blevet grundigt kvantificeret, hvilket er en forudsætning for at klassificere dem som egentlige forekomster.

Få et overblik over Grønlands geologi på vores interaktive kortviser her:

Råstoffer under Indlandsisen

Grønlands indlandsis dækker cirka 80 procent af øen, hvilket gør det vanskeligt at undersøge den underliggende geologi og potentielle mineralske råstoffer i detaljer. Selvom mineraler og mineralske forekomster kan strække sig under isen, er de i øjeblikket stort set utilgængelige. Den globale opvarmning medfører, at Indlandsisen trækker sig tilbage, men smeltehastigheden er ikke hurtig nok til, at der vil blive blotlagt nye områder relevante for mineraludvinding før om lang tid. Det er derfor usandsynligt, at Grønlands mineralpotentiale vil ændre sig væsentligt i den nærmeste fremtid. Den globale opvarmning kan dog have andre, mere indirekte følger, såsom forbedret transportadgang til mineralforekomster, i takt med at havisens udbredelse mindskes.

Kritiske råstoffer

Kritiske råstoffer er en betegnelse for råstoffer, der har stor økonomisk betydning for samfundet og en høj forsyningsrisiko. På det seneste har der været stor fokus på de råstoffer i Grønland, der er klassificeret som kritiske. Nylige vurderinger viser, at Grønland har en lang række råstoffer, der internationalt defineres som kritiske. En sådan vurdering blev foretaget af GEUS’ Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa – nu D-MIC), som viste, at 24 af de 34 kritiske råstoffer på EU’s liste over kritiske råstoffer findes i Grønland.

Læs hele rapporten (engelsk):

 Hvor findes mineralerne?

De forskellige mineralske råstoffer er fordelt over hele Grønland. Nogle findes i flere områder, andre kun få steder. Du kan få et overblik over fordelingen af kendte mineralforekomster og -aflejringer på Grønlands mineralske råstof-portal, der drives af Grønlands regering, Naalakkersuisut, og GEUS i fællesskab:

Miner i Grønland

I januar 2026 er der to aktive miner i Grønland:

-    En guldmine i Sydgrønland

-    En anorthositmine (feldspat) i fjorden ved Kangerlussuaq i Vestgrønland.

Det er dog den grønlandske regering, Naalakkersuisut, der har fuldt overblik over landets minedrift, herunder driftsstatus og licenser. For autoritative og opdaterede oplysninger henvises til den officielle portal for mineralressourcer, som findes her:  

 Kortlægning af Grønland

GEUS bidrager til den løbende geologiske kortlægning af Grønland og forsker i bjergarter, mineraler og geologisk udvikling. GEUS indsamler og analyserer også højopløselige stereografiske billeder af bjergvægge i vores fotolaboratorium, hvilket giver vores geologer et effektivt værktøj til udvikling af 2D- og 3D-geologiske kort og modeller i forskellige skalaer.

Læs mere om vores kortlægningsafdeling og vores specialiserede center for information om mineraler, D-MIC:

GEUS-forskere i Grønland

GEUS har et kontor i Nuuk, men de fleste forskere er baseret i København og rejser til Grønland for at udføre feltarbejde og deltage i møder efter behov. Oplysninger om vores kontor i Nuuk findes her.

Ny forskning

Du kan holde dig opdateret med den nyeste geologiske forskning fra Grønland på vores publikationsportal, som du finder her:

Gratis magasin om mineraler

GEUS og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, udgiver det gratis magasin Geology and Ore, der beskriver mineralpotentialer og minedrift i Grønland. Du kan finde alle numrene, herunder et om kritiske råstoffer, frit tilgængelige her (på englsk):  

Yderligere information

 Hvis du har henvendelser vedrørende GEUS’ data og publikationer, er du velkommen til at kontakte GEUS’ presseafdeling.

Ved spørgsmål vedrørende regulering, licenser eller drift er Mineral Resources Authority under Naalakkersuisut den primære myndighed. Besøg deres hjemmeside her: