Fem tørre olieboringer

Sidst i 1960’erne blev der gjort oliefund i Nordsøen og Alaska, og samtidig blev der fundet store mængder naturgas plus flere mindre oliefelter langs med Labradors kyst i Canada.

I kombination med den verdensomspændende oliekrise i 1973 fik disse fund olieselskaberne til at valfarte til de relativt lavvandede områder ud for Vestgrønlands kyster i håb om at score den store gevinst. 

På GGU blev arbejdet i felten ledet af statsgeolog Gilroy Henderson og geolog E.J. Schiener. Sidstnævnte forestod endvidere en større undersøgelse af kulforekomsterne på halvøen Nuussuaq og øen Disko, hvor der i mange år havde været en kulmine ved bygden Qullissat.

Selv om Grønlandsministeriet endnu ikke havde et regelsæt for offshore olieefterforskning, blev der i 1974 bevilget licenser til seks grupper af internationale olieselskaber. I de næste to år lavede selskaberne seismiske undersøgelser, og i perioden 1976–1979 blev der udført fem efterforskningsboringer.

Alle boringerne var tørre, og det fik olieselskaberne til at konkludere, at der ikke var noget at komme efter på havbunden ud for Vestgrønland. Set i bakspejlet var indsatsen ukoordineret og præget af hastværk.

Olieselskaberne udvekslede kun i begrænset omfang informationer til fælles bedste, de gik alle efter den samme type prospekter, og alle led de samme skuffelser. I dag er den geologiske viden om de oliedannende områder ud for Vestgrønland og i Davis Strædet langt større, end da de tørre olieboringer blev udført ud for Sisimiut.

GGU havde gennem 1970’erne opbygget en lille gruppe af oliegeologer, men nu sivede folkene til olieindustrien. Olieeventyret syntes at være dødt endnu inden, det var begyndt. Man skulle helt frem til sidst i 1980’­erne, før GGU udførte nye tolkninger af de gamle seismiske data, som tydede på, at dommen – ingen olie på kontinentalsoklen ud for Vestgrønland – var forhastet.

Læs også Undergrunden kortlægges fra fly

Et lettelsens suk

De tørre boringer betød, at olieselskaberne flygtede fra Vestgrønland, hvilket med­førte et lettelsens suk hos mange i Grønland, både blandt befolkningen og politikerne i Hjemmestyret, som blev indført i 1979.

Stemningen var på det tidspunkt negativ over for olieudvinding og minedrift.
Begge dele blev set som potentielle kilder til forurening, der kunne skade det gode torske­fiskeri, som dengang var Grønlands største kilde til indtjening.