I 1974 fik GGU adgang til en ny generation af fly med nye typer instrumenter, som supplerede den fotografiske kortlægning fra luften. Flyene medbragte også instrumenter til magnetiske målinger, som er velegnede til en basal geologisk kortlægning af store, uudforskede områder.
Mange bjergarter indeholder større eller mindre mængder magnetiske mineraler, og derfor kan fintfølende instrumenter skelne mellem forskellige bjergarter, når man flyver hen over terrænet i et systematisk linjemønster.
Målingerne gør det muligt at afgrænse områder med sedimentære bjerge, som har et lavt indhold af magnetiske mineraler, fra egne med vulkanske bjerge og krystallinsk grundfjeld, hvor magnetismen er stærkere.
I modsætning til fotografisk kortlægning, som alene afslører fjeldenes beskaffenhed på overfladen, kan den magnetiske kortlægning også fortælle om forekomsterne af forskellige bjergarter i undergrunden.
Magnetisk kortlægning er også nyttig i forbindelse med mineralefterforskning, fordi forekomster af økonomisk interessante råstoffer kan aflæses i det magnetiske mønster.
Et eksempel er den urgamle Isua-formation i bunden af Godthåbsfjorden, der indeholder meget store mængder jern. Derfor er magnetismen så stærk, at jernmalmen efterlader en tydelig signatur i det magnetiske kort.
Denne store forekomst, som har vakt betydelig interesse i Kina, blev fundet af Kryolitselskabet Øresund ved magnetiske målinger fra fly.
Læs også Islandske piloter i høj kurs
En af de nye metoder var radiometrisk kortlægning, hvor man måler gammastrålingen fra radioaktive grundstoffer som uran, thorium og kalium i fjeldene.
De radiometriske målinger skaffede megen ny viden om Grønlands geologiske struktur og råstoffordelingen i de øverste jordlag.
Som noget helt nyt opdagede geolog Karsten Secher en forekomst af vulkanske kalksten – kendt som Sarfartoq-karbonatitten – som senere inspirerede til diamanteftersøgning og viste sig at gemme på forekomster af metallet niobium og sjældne jordartsmetaller.