I 1990 udgav FN’s klimapanel IPCC sin første rapport med analyser af nutidens klima og forudsigelser af, hvordan klimaet vil udvikle sig fremover. Baggrunden var det menneskeskabte bidrag til drivhus-
effekten, især som følge af afbrænding af fossile brændstoffer, som er i færd med at opvarme kloden.
IPCC forudsagde globale temperaturstigninger frem imod år 2100 og konkluderede, at klimaændringerne ville slå først og stærkest igennem i Arktis.
Når det gælder Grønland, var – og er – det store spørgsmål, hvordan den forudsagte opvarmning vil påvirke Indlandsisen, som indeholder 2,9 millioner kubikkilometer is.
Hvis hele iskappen smelter bort eller bryder sammen, vil smeltevandet hæve vandstanden i verdenshavene med syv meter.
Problemet med Indlandsisen var blandt andet, at der manglede målinger af afsmeltningen, som er nødvendige for, at glaciologerne kan lave realistiske beregninger af, hvordan iskappen vil reagere på et varmere klima. Men GGU havde et godt udgangspunkt i de mange målinger, som glaciologerne havde indsamlet i løbet af 1980’erne i Vestgrønland i forbindelse med vandkraftundersøgelserne.
De kom i spil igen, og i begyndelsen af 1990’erne var GGUs glaciologer centrale samarbejdspartnere i flere store internationale forskningsprojekter, som forsøgte at sætte tal på tabet af is under et varmere klima.
Læs også Mere fokus på råstofferne