Ved ekspeditionerne i Vestgrønland havde geologerne anlagt en fast base med barakker til mandskab og udstyr. I de følgende 4–5 år fløj de så med helikoptere ud i alle retninger, indtil området var dækket, hvorpå basen blev flyttet.
Den første nyskabelse i Østgrønland bestod i, at GGU gennem tre sæsoner chartrede polarskibet Magga Dan, der fungerede som en flydende base, hvorfra helikopterne fløj ud.
Skibet sejlede skiftevis ind i bunden af fjorden og ud mod fjordmundingen, så piloterne kunne servicere geologerne i felten med korte flyveture.
Lauritzens polarskib Magga Dan lægger fra kaj med kurs mod Scoresby Sund i 1969.
Foto: Knud Ellitsgaard-Rasmussen.
På det tidspunkt kunne helikopterne løfte op til 350 kilo ud over piloten, og én helikopter var således i stand til at transportere et tomandshold med telt, soveposer, mad og udstyr ud til deres lejrplads i et hug.
På udrejsedagen brugte geologerne helikopteren til rekognoscering, så de kunne planlægge deres traverser, som er vandringer til fods. Undervejs på turene blev alle observationer indtegnet på luftfotografier, så man bagefter præcis kunne redegøre for, hvad man havde set hvor, og desuden hakkede geologerne prøver på størrelse med små brosten af fjeldene.
Efter en uges tid i felten flyttede helikopteren tomandsholdet til en ny lokalitet. Hvis man var heldig, og det passede ind i planlægningen, fik geologerne en tur tilbage til skibet, hvor civilisationens glæder i form af varmt brusebad, seng og friske fødevarer fra kabyssen kunne nydes i fulde drag inden den næste tur ud i ødemarken.
FDB’s laboratorier havde på Henriksens opfordring udviklet en standardproviant, som blev pakket i kasser svarende til to mands behov i seks dage i felten.
Maden indeholdt alle de nødvendige kalorier og vitaminer, men nogen gastronomisk fornøjelse var der ikke tale om. Og ak! I Østgrønlands enorme nationalpark måtte man ikke som i Vestgrønland fange fisk og fugle som supplement til måltiderne.