Udforsk Danmarks Kæmpesten

Geologer opdeler bjergarter i tre hovedgrupper efter måden, de er dannet på:

• Sedimentære bjergarter – er dannet efter aflejring af løse sedimenter, der efterfølgende kan være hærdet eller cementeret. Kalksten og sandsten er eksempler.
• Magmatiske bjergarter – er størknet fra flydende, smeltet stenmasse kaldet magma. Granit er et godt eksempel.
• Metamorfe bjergarter – er omdannet fra andre bjergarter som følge af højt tryk og/eller temperatur. Metamorfose betyder omdannelse. Gnejs og skifer er eksempler.

Blandt Danmarks kæmpesten dominerer granit og gnejs. Der er ingen sedimentære bjergarter imellem. At granit og gnejs dominerer, hænger sammen med, at det i mange tilfælde er tætte og hårde bjergarter bestående af mineraler, der forvitrer langsomt. Og at det skandinaviske grundfjeld, hvorfra stenene er kommet, i store områder består af netop granit og gnejs. Granitter er homogene, men kan dog godt bestå af mineralkorn i forskellig størrelse. Granit opbygges af mineralerne kvarts, kalifeldspat og plagioklas samt et større eller mindre indhold af mørke mineraler. Mineralerne i gnejs er ofte de samme som granitten, men gnejs er på grund af trykpåvirkningen altid stribet med orienterede mineralkorn, og nogle gange er striberne foldet.

I detektivarbejdet med at finde frem til en stens oprindelsessted tjener kendskab til indlandsisens bevægelser som et vigtigt redskab til at afgrænse områder, hvor det er mest oplagt, at stenen blev samlet op af den overskridende indlandsis.

Danmarks kæmpesten ligger i overfladen, og det er dermed mest sandsynligt, at de er kommet med det yngste isfremstød over området (se videoen Istiden – Danmark i de seneste 140.000 år). Det yngste isfremstød over Sjælland, Fyn og Østjylland kom fra østersøegnene og gik hen over Sydsverige. Så Ålandsøerne, Sydsverige og Bornholm er mest sandsynlige kildeområder for kæmpesten i Østdanmark. Lereltestenen kom fra Blekinge og kæmpestenen på Knudshoved Odde var oprindelig bornholmer. Det yngste isfremstød over Nordjylland og Himmerland kom fra Oslotragten og området i Sverige omkring Vänern og Vättern. Dynen i Frederikshavn, Vindumstenen ved Bjerringbro og Nøvlingstenen lidt syd for Aalborg er alle larvikitter, der bekræfter, at isen, der har bragt dem med, må være kommet fra nord og nordøst.

Udseende – form og farve – har givet ophav til sagndannelse. Adskillige af vores kæmpesten har fået navn og sagn, fordi de ligner forstenede dyr, trolde eller mennesker. Gubstenens navn kommer antagelig af gubbe eller troldgubbe. Sortensten i vandet ved Asnæs blev ifølge overleveringen sort i det øjeblik, unge Prins Valdemar døde. Dyr og farver indgår også i stennavnene Den Grå Ko og Den Røde Galt.

Forklarende sagn var datidens bedste bud på, hvorfor kæmpestenene lå, hvor de lå. På asetroens tid var kæmper, jætter og trolde en virkelighed på lige fod med, at Jorden selvfølgelig var flad.

Kirkekastesagn

Langt de fleste kæmpesten er ifølge sagnene kastet af kæmper, trolde eller jætter efter en kirke. I kirkekastesagnene ligger en alder, idet de må være opstået efter kristendommens ankomst til landet. Der findes dog også en række kastesagn, der sandsynligvis er ældre, hvor kæmpevæsener ikke kaster efter kirker, men hvor stenkast indgår i kæmpernes kampe, lege, drillerier, pralerier, væddemål og som udslag af kærlighed og skinsyge. De var faktisk ret menneskelige, de væsener med overmenneskelige kræfter!

I kirkekastesagnene ligger den selvmodsigelse, at stenene lå på deres plads, da kirkerne blev bygget. Forklaringen er nok, at det få generationer efter kirkens opførelse har været almen opfattelse, at kirken har ligget der altid – ligesom stenene.

Samlet set i de sagn, vi kender, er flest sten kastet af kæmper, med trolde på andenpladsen. Men sjovt nok optræder trold i sprogbrugen oftere på Sjælland end i Jylland, medens kæmperne er langt i overtal som stenkastere i de jyske sagn.

Offersten, børnesten og vendesten er der en del af blandt kæmpestenene. Om flere sten fortælles, at ”børn kommer fra store sten” og ”stenen vender sig, når den lugter nybagt brød”. Det er paradoksale talemåder i lighed med: ”Her er så stille, at jeg kan høre græsset gro”. De to nævnte talemåder om store sten har med frugtbarhedsdyrkelse at gøre. Man kan forestille sig, at de er blevet sagt af voksne – måske i spøg – til børn, for at forklare frugtbarhedsofringer. Og så har store sten givetvis været stedet for stævnemøder. Det kan der også komme børn ud af!

Mange kæmpesten har navn efter det sted, de nu engang ligger: Skæringstenen, Skyumstenen, Dybbølstenen og Grønmarksstenen for nu at nævne nogle. I Snekkerstenens tilfælde forholder det sig omvendt: Stenen har givet navn til byen. En del sten har flere navne: Svanholmstenen på Hornsherred hedder også Ferslevstenen eller Grødsøstenen.

Hvor sten har flere navne, er her på siden brugt det navn, som optræder i Schmidts 'Danmarks Kæmpesten i folkeoverleveringen', ligesom stavemåden er overtaget derfra, når flere stavemåder optræder.

En del sten er uden navn. De er i denne samling blot kaldt kæmpesten og tilføjet sognets navn: Kæmpesten Hedensted, Kæmpesten Roskilde og Kæmpesten Felsted er eksempler.

Skåltegn er den mest udbredte helleristning i Danmark. Det er runde fordybninger 5-10 cm i diameter, der ofte findes indhugget i dæksten på stendysser, og som også ses på en hel af del af Danmarks største sten. Tænk på brætspillet Kalaha, så får du nemt øje på skåltegn på store sten, hvis de er der.

De fleste skåltegn stammer fra bronzealderen og menes at have indgået i den tids religion og har muligvis været brugt til ofringer. Det antyder navne som Blodstenen og Offerstenen, hvori der findes talrige skåltegn/skålgruber. I Blodstenen ved Sorø findes 131 skålgruber indhugget i dens flade overside.

Fra nyere tid findes mærkedage og ejerforhold indmejslet i store sten. På Roskildes kæmpesten står '1. AUGUST 1959' indmejslet i granitten til minde om indvielsen af Roskilde Kongrescenter.