Geologi
Elverhøj eller Troldstenen består af bornholmsk gnejs. Farven er grålig, og stenen er tydeligt sortstribet med mørke mineraler af biotit og hornblende. Øvrige mineraler er kvarts og plagioklas. Fordelingen er omtrent en tredjedel til hver af de tre hovedmineraler, kalifeldspat, plagioklas og kvarts, men med overvægt af kalifeldspat. Stribningen, eller foliationen, som geologerne kalder det, er det kendetegn, som adskiller gnejs fra de mere homogene granitter. Den bornholmske gnejs hører til de ældre bjergarter på Bornholm med en alder omkring 1,7 milliarder år.
Troldskoven ligger i det bornholmske gnejsområde, så Elverhøj er en lokal ledeblok. Dens meget kantede form tyder på, at den ikke er flyttet ret langt, da indlandsisen regerede.
Stien hen til kæmpestenen er brolagt med afrundede strandsten fra dengang i stenalderen, da havet på stedet stod omkring 8 meter højere end i dag.




