Geologi
Store Rokkesten i Rutsker Højlyng består af bornholmsk gnejs. Farven er rødlig, hvilket skyldes kalifeldspat, og sortstribet med mørke mineraler af biotit og hornblende. Øvrige mineraler er kvarts og plagioklas. Fordelingen er omtrent en tredjedel til hver af de tre hovedmineraler, kalifeldspat, plagioklas og kvarts, men med overvægt af kalifeldspat. Stribningen, eller foliationen, som geologerne kalder det, er det kendetegn, som adskiller gnejs fra de mere homogene granitter. Den bornholmske gnejs hører til de ældre bjergarter på Bornholm med en alder omkring 1,7 milliarder år.
Rutsker Højlyng ligger i det bornholmske gnejsområde, så Rutskers Rokkesten er en lokal ledeblok. Den er med andre ord ikke flyttet langt, da indlandsisen regerede.
Den bølgede overside er glatsleben af indlandsisen. De øvrige sider er brudflader.


