Geologi
Skyumstenen består af pegmatitisk granit med store lyse kødfarvede kalifeldspatkrystaller – og derudover plagioklas og kvarts. Pegmatitisk betyder grovkornet, og store krystaller er ofte udtryk for, at den størknende magma har indeholdt vand, så atomerne kan bevæge sig hurtigere og opbygge store krystaller. Et enkelt sted har granitten udviklet sig til såkaldt skriftgranit og er helt tigerstribet. Stribningen må være et udtryk for en samtidig krystallisation af kvarts og alkalifeldspat, for hvis det ene mineral vokser hurtigere end det andet, vil det omvokse det langsomst voksende.

