Geologi
Hundborgstenen består af bjergarten larvikit. Det har været kendt, siden daværende direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelse, dr.phil. Hilmar Ødum besigtigede den frigravede kæmpesten 21. juni 1938. Ødum forklarede desuden for Thisted Amtsavis, at bjergarten larvikit kun findes som faststående fjeld i omegnen af Larvik på vestsiden af Oslofjorden i Sydnorge. Stenen kaldes derfor en ledeblok, og den fortæller meget præcist om indlandsisens bevægelse fra Larvik-egnen til Thy.
Larvikit er en almindeligt forekommende strandsten langs de nordjyske kyster, hvor den findes sammen med den teglrøde og plettede rhombeporfyr. Begge bjergarter opstod i forbindelse med vulkanisme i den tidligste del af Permtiden, som varede fra for 299 til for 251 millioner år siden. Larvikitten størknede langsomt i dybet og udviklede store mineralkorn. Rhombeporfyren strømmede ovenud af aktive vulkaner og størknede hurtigt som lavastrømme på overfladen. Rhombeporfyrens teglrøde grundmasse består derfor af mineralkorn så små, at de knap kan skelnes med lup. Begge stentyper blev langt senere plukket op af indlandsisen og fragtet til det nordlige Jylland i sidste istid under isfremstød fra nord.
Flere af de nordjyske kæmpesten består af larvikit, heriblandt Dynen ved Frederikshavn, Stenum Stenen i det vestlige Vendsyssel, Gråstenen nord for Rold Skov og Boelsstenen i Kattegat mellem udløbet af Randers Fjord og Mariager Fjord. Jyllands største sten, Mørupstenen, består af larvikit og ligger så langt sydpå som syd for Herning i Midtjylland.
Efter frigravningen i 2019 blev der boret en prop ud, som var 3 cm lang og havde en diameter på 2 cm. Stenprøven blev sendt til GEUS i København. Her blev den ene halvdel skåret ud i en blok på cirka 2x3 cm, hvorfra der blev lavet et såkaldt tyndslib, der er en 0,03 mm (30 my meter) tynd skive. Et tyndslib bruges til at bestemme bjergartens indhold af forskellige mineraler. Tyndslibet lægges i et polarisationsmikroskop, hvor det gennemlyses og betragtes gennem polaroidfiltre, som får de forskellige mineraler til at lyse op med karakteristiske farver. Forstørrelsen i mikroskopet betyder, at selv de mindste mineralkorn kan bestemmes.
Overordnet set klassificeres bjergarten som en grovkornet monzonit. Grovkornet, fordi de fleste korn har størrelser mellem 5 og 30 mm. Monzonit, fordi bjergarten består af omtrent lige dele kalifeldspat og plagioklas og indeholder mindre end 20 pct. kvarts. Larvikit er en af flere monzonitiske bjergarter, men larvikit er speciel ved ikke at have de to feldspattyper kalifeldspat og plagioklas. I stedet domineres bjergarten af en enkelt såkaldt ternær feldspat, der er en blanding af kalifeldspat og plagioklas og indeholder de tre grundstoffer calcium, kalium og natrium udover aluminium, silicium og ilt i dens kemiske formel. Fra tyndslibet er mineralsammensætningen vurderet således:
- Ternær feldspat (ca. 75%)
- Augit - Klinopyroxen (18%)
- Biotit (4%)
- Magnetit (2%)
- Kvarts (2%)
- Apatit (<1%)
Et bånd skærer Hundborgstenen og deler den i to omtrent lige store dele. I båndet når mineralkornene størrelser på flere centimeter og kaldes pegmatit. Pegmatit opstår af restsmelte, der størkner som det sidste og afkøles langsomt og derfor har haft god tid til at danne store mineralkorn. Båndet består hovedsagelig af mineralerne grønlig feldspat og sort augit (klinopyroxen). Den sorte augit har tydelige kantede krystalflader.
Larvikit findes i flere farvevarianter. Omkring Larvik og på de nordjyske strande kan du være heldig at finde lys grå, grågrøn, blågrå og mørk larvikit. En rødbrun udgave kaldes tønsbergit, og det består Nøvlingstenen syd for Aalborg af. Hundborgstenen tilhører den grågrønne variant, idet en del af feldspatkornene er grønne. Grå og grøn feldspat flettende ind i hinanden med sorte pletter af augit ses tydeligt på stenens nuværende vestside, og grønt springer i øjnene fra det pegmatitiske bånds ekstra store mineralkorn på stenens nuværende nordside. Om den grågrønne variant er en sjælden eller udbredt variant blandt larvikitterne langs østsiden af Oslofjorden vides ikke i skrivende stund. Den er blandt andet observeret ved Hovedvej E18 nordvest for Larvik og nord for Porsgrunn.
Larvikit er især kendt for sit smukke blålige farvespil, som skyldes tilstedeværelsen af mikroskopiske afblandingslameller i feldspatterne, og som giver anledning til såkaldt labradoriscens. Tilsammen med bjergartens øvrige fysiske kvaliteter betyder det, at larvikit brydes som facadesten i Larvik-området og eksporteres til hele verden.
.PNG)
