Dammestenens geologiske rejse
Dammestenens geologiske historie begynder dybt i jordskorpen, hvor smeltet granitisk stenmasse udfyldte i et magmakammer. Bjergarten, der omsluttede magmakammeret, bestod af den mørke bjergart amfibolit, hvorfra stumper og splinter dryssede og blev indblandet i den flydende magma lidt som rosiner æltes ind i en bolledej. Afkøling førte til, at en lys rødliggrå mellemkornet granit med mørke inklusioner langsomt blev udkrystalliserer dybt i undergrunden.
Senere blev granitlegemet udsat for stort tryk i forbindelse med bjergkædefoldning. Granittens homogene mineralfordeling blev omdannet til gnejs med striber, bånd og foldninger. De mørke inklusioner bevaredes stort set uforandrede. Nedslidning af bjergkæden over milliarder af år bragte gnejsen op til overfladen, og her blev Dammestenen sammen med andre vandreblokke vristet fri fra grundfjeldet af indlandsisen og transporteret fra Sverige til Danmark.
Under transporten blev den store blok skuret og afrundet. Ved Hesselager ramte kæmpestenen underlaget og frøs fast. Indlandsisen fortsatte henover, og andre indefrosne sten, sand og grus sleb den østvendte stødside glat og lavede skurestriber, der viser, at isbevægelsen var fra øst mod vest. Østsiden har nærmest form som et omvendt skibsskrog, der har tvunget isen nord og syd om. Vestsiden kaldes plukkesiden, for her har isen plukket og trukket stumper af stenen så den blev rå og uregelmæssig. Dammestenen blev sandsynligvis samlet op og bragt til Østfyn af Det Ungbaltiske Isfremstød eller Bælthavfremstødet, der begge kom fra Østersøegnene og Sydsverige. Af samme grund er det det mest oplagte sted at lede efter vandreblokkens oprindelsessted. Det Ungbaltiske Isfremstød fortsatte hen over Fyn til den Østjyske Israndslinje for 19 til 18 tusind år siden.







