Søstenen

Ifølge en indberetning til Dansk Folkemindesamling siges det, at man hentede de små børn ved Søstenen. Lignende historier fortælles om Rødjyde og Grydestenen på Nordfyn og om Barnestenen i vandet ved Siø.

Folkemindeoptegneren Carlin Klæsøe beretter i optegnelser fra 1946, at Søstenen ifølge et lokalt sagn kommer fra Lolland, for der boede nemlig en troldkvinde på den tid, da Strynø Kirke blev bygget. Hun kunne ikke lide klangen af kirkeklokken. I harme tog hun en stor sten og slyngede den mod kirken for at knuse den, men hendes kræfter slog ikke til, og stenen faldt der, hvor den nu ligger.

Troldkvinden opgav ikke at få kirken ødelagt. Da stenkastet mislykkedes, fyldte hun sit forklæde med grus og sten, for deraf at lægge bro fra Langeland over til Strynø. Det nåede hun heller ikke, for da hun kom ud midt i Lindelse Nor, gik der hul på forklædet, så det meste af bromaterialet faldt i vandet og dannede Flintholmsgrunden. Rasende rev hun forklædet af og kastede det med de sidste rester af grus og sten efter kirken, men forklædet faldt i stranden ude ved Fårevejles yderste odde, og af gruset dannedes to små øer, nemlig Kueholm og Asholm.

Ruth Klæsøe beretter noget kortere, at Søstenen er kastet mod Brejninge Kirke af en heks. Men hvorfra husker Ruth ikke.

Søstenen har en fuldstændig plan vestvendt side, som var et stykke hugget af med et samuraisværd. Det er nærliggende at tænke, at en stenhugger har kilet et stort stykke af. Men der er ingen kilemærker, så en naturlig forklaring er også mulig. Gange af andet bjergartsmateriale kan have gennemskåret grundfjeldet, som Søstenen er plukket fra. En sådan gang udgør en naturlig brudflade, som stenen kan flække langs, når den kommer under tryk under indlandsisen. Gubstenen i Vestsjælland ligner på samme vis et overskåret rundstykke.