Geologi
Grydestenen består af grå, glimmerrig gnejs. Set fra vejen anes en svag buet foliation og revner, der følger foliationen.
Folk på egnen mener at vide, at stenen kom sejlende hertil med isen fra Norge. En oprindelse i Sverige er nok mere sandsynlig, idet det svenske grundfjeld for en stor del består af gnejs. Ved undersøgelser af markstensbunker på egnen er der kun fundet sten fra Sverige og Ålandsøerne. Da stenen ligger i overfladen, er seneste isfremstød over Fyn et godt bud på den isstrøm, stenen kom 'sejlende' hertil med. Det Ungbaltiske isfremstød for 19.000–18.000 år siden kom netop fra Østersølavningen og Sydsverige og nåede frem til Østjylland.



