Geologi
Mørupstenen består af Larvikit, og den er dermed en ledeblok. Larvik ligger på vestsiden af Oslofjorden, hvor Larvikit findes som faststående fjeld. Larvikit består af op til 90% feldspatkrystaller, der er 2-4 cm store. Feldspat inddeles i hovedtyperne kalifeldspat med Kalium og plagioklas med Natrium og Calcium. Larvikittens feldspat er helt særlig, idet den består af en blanding af de to typer og indeholder derfor både Kalium, Natrium og Calcium. En sådan treholdig feldspat kaldes ternær. Mellem feldspatkrystallerne findes et lille indhold af sorte mineraler men ingen kvarts.
Kosmogen eksponeringsdatering fortæller, at Mørupstenen har ligget eksponeret for stråling fra himmelrummet i 75.000 år. Det var altså for 75.000 år siden, den så dagens lys igen efter rejsen indkapslet i indlandsisen. Eksponeringstidspunktet falder midt i seneste istid; den vi kalder Weichsel Istiden og perioden kaldes Mellem Weichsel.
I Mellem Weichsel har vi et isfremstød, der kaldes Sundsørefremstødet. Det nåede omtrent til Herning-egnen for 65.000 til 60.000 år før nu. En isbevægelsesretning fra nord og nordøst passer fint med, at Sundsørefremstødet har passeret Larvik og Oslofjorden på sin vej mod Jylland.
Det er også muligt, at Mørupstenen blev bragt til Herning egnen med et isfremstød under næstsidste istid; den vi kalder Saale Istiden, og som sluttede for 130.000. Hvis Mørupstenen er landet ved Herning i Saale Istiden, må den i lange perioder have ligget med et dække af sediment, der har beskyttet mod kosmisk stråling. Det lyder umiddelbart som en god forklaring, at Mørupstenen, der jo ligger lavt i terrænet, i perioder var dækket f.eks. flydejord eller flyvesand.
