Lereltestenen

Lereltestenen består af grovkornet granit, hvor kalifeldspatten springer i øjnene som centimeterstore blegt røde korn. De store kalifeldspatkrystaller optræder med hvide striber. Dette kaldes perthitstribning, og den hvide farve skyldes mineralet albit. Kalifeldspatkrystallerne er ofte aflange og er ligesom todelte langs en næsten ret linje. Fænomenet kaldes karlsbadtvillinger og skyldes, at krystallen er vokset symmetrisk ud fra et spejlplan. De store kalifeldspatkrystaller hviler i en matrix af hvid plagioklas, kvartskorn og sorte mineraler, der oftest er sort, blød glimmer kaldet biotit.

• 45% kalifeldspatkorn op til 5 cm store
• 25% 2-3 mm hvide plagioklas
• 20% 2-3 mm hvide kvartskorn
• 10% mørke mineraler

Megakryster af perthitisk kalifeldspat i en grovkornet granitisk matrix er karakteristisk for bjergarterne i et granitkompleks i Blekinge i Sydsverige. Indlandsisens flydelinjer under yngste isfremstød over Nordsjælland passerer netop Blekinge på sin vej til Nordsjælland. Isfremstødet kaldes Bælthavfremstødet og skete for 18.000 til 17.000 år siden. Første bud på Lereltestenen som ledeblok var derfor Karlshamn-granit, som der bliver talt for i nedenstående lille film om prøvetagning og analyse af Lereltestenens bjergart. Karlshamn ligger i Blekinge nord for Bornholm.

Den udborede stenprop blev imidlertid dateret efter filmens offentliggørelse. Dateringen viste en alder på 1,815 milliarder år. Blekinges – og i øvrigt også Bornholms granitter - er ”kun” 1,5-1,4 milliarder år gamle. Så Karlshamn-granit er det ikke. Derimod har granitterne fra Småland en alder omkring 1,8 milliarder år, så det er muligt, at Lereltestenen består af granit fra Småland. Stævnstenen ved Gudenåen, Høvængestenen på Lolland og Musestenen i Sydsjælland menes også at bestå af Smålandsgranit. De har alle blålige eller gråblålige kvartskorn, hvilket du med lidt god vilje også kan ane hos Lereltestenens kvartskorn.

Rygterne må have løbet antagelig en gang først i 1980’erne om, at noget stort gemte sig i skovbunden i Tokkekøb Hegn. Da var en del af stenens overflade sandsynligvis allerede blotlagt som issen på en halvskaldet mand. Rygterne kom Kurt Christensen for øre. Han var dengang formand for Hørsholm Arkæologiske Forening. Foreningen ville finde ud af, hvor stor stenen var. Den 8. maj 1985 drog de i skoven og lavede sonderinger med et jordbor og fandt, at stenen var cirka 5,75 x 5,10 meter lang og bred. En skitse, der viser den på det tidspunkt frilagte flade samt sonderingernes positioner, blev tegnet på dagen. Af skitsen fremgår, at stenen allerede da havde fået navnet Lereltestenen.

De amatørarkæologiske foreningsfolk gravede ned langs kanterne, og der fandt de en masse potteskår og små trekantede ildbukke, som antydede, at der var produceret lerpotter på stedet eller i nærheden. Formandens teori var, at de måske havde benyttet den store stenflade til tørring af potterne før brændingen. Flere skotøjsæsker fulde af uglaserede orangegule skår blev opbevaret i foreningslokaler i Hørsholm, indtil de i 2001 overgik til Folkemuseet i Hillerød. Museet fandt skårene meget ensartede i brændingen, og de menes at stamme fra et keramikværksted fra 1700-tallet. Når potteskårene stammer fra 1700-tallet, må stenens flade top have været et kendt sted allerede da.

Daværende skovfoged i Tokkekøb Hegn Tage Lauritzen interesserede sig for fortidsminder. Han havde set toppen af stenen og havde luret, at her gemte sig noget, der var større end sædvanligt. En regnvejrsdag i 1986 eller 1987 gik skovløberne Jens Trier Madsen, Erik Bekker og Vagn B. Andersen fra Københavns Statsskovdistrikt i gang med at frigrave med håndkraft. Senere fik de dog hjælp af en gravemaskine. Den store sten blev blotlagt på tre sider, og stedet fik sin nuværende form med adgangsrampe fra Stumpedyssevej.