Geologi
Stævnstenens mineralkorn er grove. De røde kalifeldspatkorn når størrelser omkring 10 mm. De blå kvartskorn er lidt mindre, men mange er større end 5 mm. Hist og pist ses hvidgul plagioklas med korn et par millimeter store. Sorte forvitringsgruber tyder på indhold af glimmermineralet biotit. Et bud på mineralsammensætningen ser sådan ud:
- Kalifeldspat – 55%
- Kvarts – 30%
- Plagioklas – 5%
- Sort mineral antagelig biotit – 10%
Mineralsammensætningen klassificerer bjergarten som en alkalifeldspat-granit.
De blå kvartskorn og det meget begrænsede indhold af plagioklas er karakteristiske træk for nogle bjergarter i det smålandske grundfjeld. Du finder dog en række forskellige bjergarter i Småland, men Stævnstenens mineralsammensætning svarer meget præcist til beskrivelsen af en Vånevik-granit, der findes ved Smålandskysten ud mod Østersøen. En Vånevik-granit kan som ledeblok fortælle, at indlandsisen bevægede sig over Småland på sin vej til Sjælland.
Kvarts har formlen SiO2, der i ren form er glasklar. Blå kvarts får sin farve fra mikroskopiske inklusioner af blandt andet mineralerne magnesium-riebeckite turmalin eller dumortierite. Farven kan også skyldes effekten af såkaldt 'Tyndall Scattering', men det er mere sjældent.



