Sælstenen

Stenen er temmelig overgroet med alger, tang og rurer, så det er svært at bestemme bjergarten. Svømmeturen derud levnede ikke plads til en børste at rense af med. Røde feldspatkorn en halv centimeter store skinner dog igennem den film af havvand, der er brugt til at skylle fugleklatterne væk med. Mon ikke der er tale om granit, hvor rød alkalifeldspat ofte udgør en væsentlig andel.

Provst og sognepræst Caspar Schade (1754-1828) skriver i sin ”Beskrivelse over Øen Mors” fra 1811, at Skarresten ligger ”langt ude i Fjorden på 5 Fod Vand nordvestlig for Skallerup. Toppen kan kun ses ved meget lavt Vande”. Stedbeskrivelsen passer præcis på vor tids Sælsten i Limfjorden. Om Skarresten fortæller Schade, at den blev kastet af en Thylands Kæmpe ved navn Skarre, men at stenen faldt i fjorden, fordi han ikke fik kraft nok på.

August F. Schmidt argumenterer dog for i sit kæmpeværk om Danmarks kæmpesten fra 1932, at Schade har fået galt fat i navnet. Og at navnet Skarresten retteligen hører til en sten nordvest for Skranderup eller Skarrehage, hvor Skarregård med Voldstedet Skarreborg ligger. Disse steder ligger på Nordmors nord for Sejerslev.

To andre overleveringer blev fortalt August Schmidt og gengivet i hans store bog om Danmarks kæmpesten:

Højskoleelev Alma Andersen kendte Sælstenen under navnet ”Den Grå Sten”. Hun meddelte i 1924, at stenen blev kastet efter Solbjerg Kirketårn i Thors tid af en jætte ved Vesterhavet.

En lærer Anders Dissing i Erslev fortalte, at ”Tårnet på Tådsø Kirke siges at kunne ses langt ude på Havet. En Kæmpe i Thy tog en Sten og ville slå det Tårn ned. Han slyngede Stenen, men den faldt bagud og ligger ude i Fjorden lige ud for Skellinjen mellem Skallerup og Sundby”. Sælstenen ligger præcis ud for skellet mellem Sundby og Skallerup sogne. Og Tådsø Kirke ligger tæt ved østkysten af Mors nord for Nykøbing. Kirken har givetvis været pejlemærke for søfolk med kursen sat over Livø og Løgstør Bredning.

Der ligger flere sælsten i vandet rundt omkring Danmark. Maleren Johannes Larsen beretter fra sin barndom i 1870’erne, hvor han en enkelt gang fik lov at sejle med en Kertemindefisker til det årlige sildefiskeri i Storebælt: ”Da vi havde passeret Stavreshoved og sejlede ret nær landet, kunne vi se bunden, hvor der af og til voksede grøn bændeltang. Det kalder vi flække, sagde Anders Høj. Vi sejlede videre i smulten forbi Ålerevet og Sælstenen, Bøgebjerg og Snave. Vi havde alle sejl oppe, storsejl, topsejl, fok og klyver.”

 smulten =smult vande=roligt (far)vand uden store bølger.

Blandt Danmarks kæmpesten findes et par sælfangersten, hvor man i gammel tid satte jernstænger i som kroge, der kunne fange sæler, når de luffede sig tilbage vandet. Du kan læse mere om den uhyggelige fangstmetode i teksterne om Boelsstenen ved udmundingen af Randers Fjord og Bredestenen syd for Læsø.