Geologi
Ligesom Nordre Rønner er stenene på Søndre Rønner vasket ud af et istidslandskab og siden skubbet sammen af havis og isskruninger. Bredestenen ligger på en havbund bestående af grus og småsten. Søndre Rønner med Bredestenen ligger tæt på kanten af det abrasionsflak, der udgør det geologiske fundament under Læsø og tilhørende øer.
Bredestenen består af mellemkornet homogen granit uden antydning af foliation. Ej heller bånd eller inklusioner forstyrrer det ensartede udtryk. Stenen er afrundet med få ridser og revner. Hovedbestanddelen er rødgrå kalifeldspat med korn, der i enkelte tilfælde når størrelser over 5 mm. Hvidgul plagioklas og grå kvarts optræder som korn et par millimeter store. Herimellem ses sorte mineraler, der sandsynligvis er biotit.




