Tsunamier er anderledes og langt kraftigere end almindelige vindskabte bølger. Vindskabte bølger har bølgelængder på 100-500 meter, men forekommer kun i havets overflade. Tsunamibølger har derimod bølgelængder på 100-500 kilometer og strækker sig hele vejen fra havoverfladen til havbunden. En dykker vil derfor altid mærke en tsunami, men normalt ikke en vindskabt bølge.
Der sættes derfor langt mere vand i bevægelse ved tsunamibølgerne end ved almindelige bølger. En tsunami bevæger sig væk fra jordskælvet i koncentriske ringe og består af mange bølger, der kommer efter hinanden. På det dybe hav er en tsunami kun svage krusninger på overfladen, som sjældent når en meters højde, men ved kysten rejser tsunamien sig som en mur af vand.






