En ny problematik i udvindingen af olie er begyndt at tage over i de senere år. Den overvejende del af olien ligger nemlig i lag af kompakt kalk – eller i fagsproget kalk med lav permeabilitet. Derfor måtte man indstille sig på, at der ville være store andele af olien i de forskellige felter, som det ville blive meget vanskeligt at få fat på.
I de sværeste felter kunne man kun håbe at hente nogle få procent af olien med de teknikker, som var til rådighed på tidspunktet.
Det var klart, at kunne man få fat i bare lidt mere af olien, ville det være ikke bare millioner, men milliarder af kroner værd. Derfor var der stor interesse fra oliebranchen i at finde metoder til at hente mere olie ud af felterne.
Den tidligste teknik til at øge indvindingsgraden var ‘water flooding’, hvor man pumper vand ned i feltet for på den måde at drive olien ud af sit skjul.
Det er i dag en standardmetode, som bruges over alt i verden.
Senere kom man på den tanke, at man kunne præparere sit vand, for eksempel ved at øge eller mindske den naturlige saltholdighed eller ved at tilsætte små mængder kemikalier.
Det er helt sikkert, at man kan øge indvindingsgraden på denne måde, men man skal naturligvis holde omkostningerne ved den metode, man overvejer at bruge, op imod den ekstra mængde olie, der er udsigt til at få fat i.
Læs også CO2 gør nytte i oliejagt