En ny rolle til DGU

I betragtning af den voksende medarbejderstab og de mange nye opgaver, som efterhånden var kommet til, stod det klart, at DGU var noget andet og mere end det midlertidige kortlægningsprojekt, som lovgiverne havde forestillet sig i 1888.

Den oprindelige status som et vedhæng til Københavns Universitet med professoren i mineralogi som leder var da også for længst historie. Men hvad var DGU’s rolle egentlig?

På den ene side havde samfundet brug for DGU’s viden, når man for eksempel planlagde et nyt større anlægsprojekt. På den anden side ville ethvert nyt anlægsprojekt også indbringe ny værdifuld viden om landets undergrund.

Selv de bedste seismiske data kunne trods alt ikke konkurrere med information fra boringer og gravearbejde, som fortsat var så dyre, at DGU kun undtagelsesvis kunne være med. Derfor gjaldt det om at være vågen, når nogen begyndte at bore eller grave et sted i Danmark.

Man havde brug for en organisation, der kunne levere geologisk viden til samfundet på en brugbar måde, når samfundet efterspurgte den, og samtidig var i stand til at høste ny geologisk information ud af samfundets aktiviteter.

Altså hverken en organisation, der alene betjener samfundet, eller en ren forskningsinstitution, men noget tredje, der er både-og. Nemlig det, som vi i dag kalder en sektorforskningsinstitution.

Dermed hørte DGU ikke længere naturligt under Undervisningsministeriet, hvor universiteterne fortsat lå. Det havde lovgiverne indset i 1943, hvor DGU blev flyttet over til Ministeriet for Offentlige Arbejder.

Senere, i 1975, kom DGU under Miljøministeriet, og senere igen, kom den fusionerede organisation, GEUS, under Miljø- og Energiministeriet. I 2007 under Klima- og Energiministeriet, så Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet og nu i 2018 i Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet.

Læs også Olie, olie!

Flere geologer

Umiddelbart efter 2. verdenskrig var antallet af geologer i DGU, som havde ligget stabilt på syv-otte lige siden 1898, blevet udvidet, så der var 17 i 1948. Væksten fortsatte, så man nåede op på 29 geologer i 1958.

Samtidig blev staben af øvrige typer medarbejdere – sekretærer, laboranter og andre – udvidet kraftigt. Tilbage i 1918 havde der blot været tre ikke-geologer ansat, i 1948 var der seks og i 1958 hele 24.