Størrelse
Vittens Længe Stenen måler 4,3 x 3,1 m længde og bredde. Højden blev bestemt til cirka 1,1 m. Bruges formlen for en omdrejningsellipsoide og en vægtfylde på 2,7 ton per kubikmeter får den en vægt i omegnen af runde 20 tons.
En værdig konkurrent til titlen som Ærøs største sten står på havnen i Marstal. ”I skal ikke blive glemt” hedder monumentet for danske søfolk, der satte livet til under 2. Verdenskrig. Kernen i monumentet, der blev rejst i 2006, er en stor sten, der ved øjemål kan måle sig med Vittens Længe Stenen. Stenen blev bearbejdet og monteret af billedhugger Søren West. Grafiker Hans Krull stod for bronzen. Og forfatter Carsten Jensen skrev tekst. Stenen består af Bornholmsk granit. Gad vide om den blev vejet under transporten til Ærø?
Carsten Jensen skriver i sin store roman ”Vi, de druknede” om en mindesten hentet ”fra bunden af Østersøen ud for Halen”. (På gamle kort betegner Eriks Hale den tange og krumodde, der fra naturens side har skærmet Marstals mange skibe. På nutidige kort er navnet blevet til Ærøs Hale). Ifølge bogen skulle Halens sten være ”ca. fire meter lang, tre meter bred og to meter høj”. Mål omtrent som Vittens Længe Stenen. Historien om mindestenen, der fik inskriptionen ”Enighed gør stærk” tilbage i 1913, har rod i virkeligheden. Stenen står stadig opstillet bag støbejernshegn på Havnepladsen i Marstal for enden af Kongensgade. Det ser imidlertid ud til, at romanens mål skal deles med to. Enighed gør stærk … men ikke nødvendigvis større!

