Geologi
Rønnernes uendeligt mange sten stammer fra Yoldia-leret, der blev aflejret i et ishav, der bredte sig foran indlandsisen i slutningen af sidste istid. Stenene kom sejlende indefrosne i isbjerge fra Vestsverige og Sydnorge og dumpede ned i den lerede havbund, når de smeltede fri.
Saltstenen ligger tilsyneladende oven på det postglaciale sandlag. Hvis den ikke hviler på Yoldialeret, som den er aflejret sammen med, må den på et tidspunkt være løftet fri af havis og isskruninger i lighed med Uglestenen på Fjærerne ude øst for Hornfiskrøn.
Saltstenen består af mellemkornet granit, der er svagt porfyrisk med korn op til 10 mm. Den rosa kalifeldspat dominerer og giver stenen et rødbrunt udseende. Plagioklas er semitransparent og karakteristisk stribet med tvillingelameller. Bjergarten veksler lidt i indhold af mørke mineraler. Hvor indholdet af sorte mineraler er størst, har stenen en grå fremtoning. I bjergarten ses to glimmermineraler: Den sorte biotit er fremtrædende, men du kan også finde den lyse muskovit. I pegmatitgange ses flotudviklede røde kalifeldspat krystaller op til 5 cm store sammen med lys grå kvarts.
Bjergarten minder meget om Bohuslen-granit, der findes som fast fjeld på svenskekysten lidt syd for grænsen til Norge. Da Larvikit fra Larvik på den modsatte side af Oslotragten er en almindelig forekommende strandsten på Læsø, tyder det på, at en del af Læsøs mange sten er kommet fra nord. Dermed er det ikke usandsynligt, at Saltstenen er kommet fra Bohuslen.
Saltstenen er temmelig kantet af en istransporteret sten at være. Parallelle sprækker skærer stenen med omtrent 45 graders hældning mod syd.


