Geologi
Læsøs mange sten stammer fra Yoldia-leret, der blev aflejret i et ishav, der bredte sig foran indlandsisen i slutningen af sidste istid. Stenene kom sejlende indefrosset i isbjerge fra Vestsverige og Sydnorge og dumpede ned i den lerede havbund, når de smeltede fri.
Nordre Rønner er det største stenrev i havet omkring Læsø. Kun det undersøiske Rønnerev binder stenøen til Læsøs sandede flader. Nordre Rønners utallige sten stammer fra et bakkelandskab, som havet sled ned. Tilbage ligger kun grus, sten og kæmpesten, fordi havets bølger og strøm ikke evnede at flytte dem. Havis og isskruninger har dog skubbet stenene sammen og op på revet i nyere tid.
Stenen er tydeligt en stribet og foldet gnejs i lyse farver. Bjergarten er stedvist udviklet som en øjegnejs, hvor røde feldspatkorn danner øjne.
Når du alligevel er nået så langt som til Nordre Rønner for at se på sten, så tag et kig på de kløvede kampesten, Nordre Rønners Fyr er bygget af. Fyret blev opført i 1880 og er bygget af granit fra et udgravningsanlæg på øen Hirsholm. Samme granitkilde blev senere brugt til at opføre Hirsholm Fyr. Fyret på Ndr. Rønner er 18 m højt. Hirsholm og Spirholm har samme geologiske historie: En bakke er slidt ned af havet. Kun grus, sten og kæmpesten ligger tilbage.


