Geologi
Banstenen består af båndet granitisk gnejs, der får sin foliation (stribning) fra bugtende lag af hhv. lyse mineraler og mørke mineraler. De lyse lag består hovedsagelig af granittens mineraler kalifeldspat, plagioklas og kvarts, medens de mørke lag domineres glimmermineralet biotit. Biotit ligger parallelt med foliationen og udgør aflange, tynde, pladeformede korn. I stenens sydvestlige hjørne gennemskæres hovedbjergarten på tværs af foliationen af et bånd med varierende tykkelse fra 1 cm op til 7 cm.
Båndet består også af granittens mineraler kalifeldspat, plagioklas og kvarts, men mineralkornene er betydeligt større end i gnejsen omkring. Specielt plagioklaskornene optræder seværdigt store. Et enkelt korn måler 2 x 2 cm, og du kan tydeligt se de karakteristiske tvillingelameller, som bruges til at skelne de to feldspatmineraler plagioklas fra kalifeldspat, men som tit er svære at erkende på korn, der mere normalt blot er et par millimeter store.
En åre, der skærer på tværs af foliationen, kaldes en ptykmatisk fold efter det græske ord ptygma, der betyder fold. I Blå Sten på Kringelrøn og i Offerstenen i Østjylland ses også ptykmatisk foldede årer.
I modsætning til Rønnernes store sten, der ligger syd for Læsø i noget af det yngste landskab, Læsø byder på, fortæller klinterne i Bansten Bakke og Hvide Bakke geologisk historie om det ældste Læsø. Klinterne viser snit i en syv kilometer lang odde, der havde sit udspring ved det ældste Læsø, hvor Højsande ligger i dag. Den nu borteroderede midterste del af odden gik nord om nuværende Østerby Havn.
Oddens spids findes bevaret ved Jegens. Hvis Banstenen har ligget fast, mens landskabet omkring den forandredes, lå den store sten for 3000 år siden på sydkysten af en odde under opbygning. I dag ligger den på nordkysten under en klint under nedbrydning.
Havet ta'r, og havet gi'r. Men kæmpestenene bli'r!
