Geologi
De store og skarpkantede mineralkorn springer i øjnene ved Kirke Flinterups kæmpesten. De rosa kalifeldspatkorn dominerer og når størrelser helt op til 20 mm. Herimellem ses blå og lysegrå kvartskorn 5 til 10 mm store. Hvidgullige kæder af plagioklas, hvor kornene ikke er større end 5 mm, smyger sig imellem og ligger sine steder som smukke ringe omkring de rosa kalifeldspatkorn. Mørke mineraler samler sig i hobe omkring 5 mm store og giver bjergarten et spættet udseende.
Bjergarten er sprød, og man har på fornemmelsen, at den ellers så bastante kæmpesten smuldrer og falder fra hinanden, hvis du giver den et spark.



