Geologi
Højestenen består af granit uden så mange dikkedarer. Mellemkornet og enskornet med granittens mineraler kalifeldspat, plagioklas og kvarts. Enkelte større rødlige kalifeldspatkorn lyser op som øjne, hvorfor bjergarten kaldes porfyrisk. Det mørke glimmermineral biotit fremhæver en svag stribning, hvilket skyldes, at der har været en smule bevægelse i den smeltede stenmasse – magmaet – da bjergarten størknede.
Højestenen er pænt afrundet, men østsiden ind mod Alsdyb Holme står mere stejlt. En serie af parallelle sprækker (joints) giver østvæggen et skiveskåret udtryk. Sprækkesystemet har stenen med fra det grundfjeld, indlandsisen i sin tid vristede den fri af. Joints har ligeledes medvirket til at give Lerstenen i Bovet sin form.



