Geologi
Fladestenen består af foldet gnejs i sort og hvidt. Stenen balancerer på grænsen til at kunne kaldes en øjegnejs med mindre sammenknebne øjne af lys kalifeldspat. På oversiden ses lange lyse gennemgående årer dannet under delvis opsmeltning under indflydelse af højt tryk. På den ene side ses resterne af en lys pegmatisk åre. Sorte og hvide bånd ses i tætte folder, som fortæller, at Fladestenen engang var en stump af et grundfjeld, der blev foldet op til en bjergkæde. Siden vristede indlandsisen den løs. Stenen fik sin afrundede form under rejsen. Isbjerge sejlede den til Læsø og dumpede den i det ishavsler, som ligger under sandet på Kattegats største ø.




