Geologi
Skarpenstenen består af mellemkornet til grovkornet granit. Rødbrune og hvidlige feldspatkorn når størrelser op til 10 mm. Gråblålige kvartskorn ses ikke større end 5 mm. Granitten indeholder en mindre del af et sort mineral, der sandsynligvis er biotit. En 2 cm bred gang af rødbrun kalifeldspat ses i det renskurede undersøgelsesfelt.
Stenen som sådan har en del sprækker og kanter. På toppen findes en fordybning, som underbygger det kantede indtryk. På stenens nordside (mod stranden) ses flere sprækker, som ligger parallelt med stenens sydside, der fremstår plan og stejlt stående.
En stor plan, men hældende blok ligger lige under vandspejlet helt dækket af blæretang ved Skarpenstens nordvestside. Sidestenens overside måler cirka 3 x 3 m. Lidegaard nævner i bogen 'Danske sten fra sagn og tro', at Skarpensten blev væltet af havis i 1929 og derfor revnede.
De to illustrationer af Skarpensten fra Johannes Larsens hånd i bogen 'De Danskes Øer' af Achton Friis viser dog tydeligt, at sidestenen var flækket af inden maj 1923. Og at Skarpenstens silhuet var anderledes i 1923 end i dag. Så rigtigt er det nok, at Skarpensten blev væltet af havis i 1929, men sandsynligt er det nok også, at den allerede var revnet i to på et tidspunkt inden.







