Geologi
Der er lavet en petrografisk beskrivelse af en udboret kerne fra 'Skåne'. Beskrivelsen med billeder af tyndslib ses i tidsskriftet Geologi, Nyt fra GEUS, 2/2000.
'Skåne' består af disse mineraler:
- Kalifeldspat – 65 %
- Kvarts – 24 %
- Plagioklas – 5 %
- Amfibol – 4 %
- Biotit – 1 %
- Zirkon, apatit, allanit, granat og malmmineraler tilsammen – 1%
Mængdeforholdet mellem kalifeldspat, plagioklas og kvarts, hvor kalifeldspat klart dominerer, klassificerer bjergarten som en kalifeldspat-granit.
Kalifeldspatten ses som 3-15 mm store korn, og bjergarten betegnes derfor som mellem- til grovkornet. Flere af mineralerne ses bøjede eller knækkede. Det skyldes, at granitten har været udsat for tryk, som har givet anledning til svag deformation. Kalifeldspatten er mørk og grønliggrå og giver bjergarten sin farve sammen med den sorte amfibol.
Skånes oprindelse
'Skåne' blev fundet i moræneaflejringer afsat under Hovedfremstødet, der kom fra nordøst. I litteraturen nævnes både Smålandsgranit (Krause 2005) og Vaggeryd-syenit (Pedersen og Andersen 2000) som den bjergart, 'Skåne' består af. Både Vaggeryd og Småland ligger nordøst for Øresund, hhv. syd og øst for den store sydsvenske sø Vättern.




