Geologi
Bjergarten er meget lys og enskornet. Hovedmineralet er mælkehvid feldspat. Heri ses lys grå kvarts med et blåligt skær. Mellem det hvide og grå klemmer det sorte glimmermineral biotit sig ind og bidrager til et svagt sortspættet udseende. Størrelsen på feldspat- og kvartskorn ligger mellem 2 og 5 mm, og bjergarten kaldes derfor mellemkornet. Mineralkornene synes at støde op til hinanden langs snørklede grænser. Puslespilsmønster kaldes det.
Søen, som stenen ligger i, må være fremkommet efter grusgravning. Vi ved ikke, hvor i graven stenen lå, da den dukkede op. Lå den tæt ved terrænoverfladen, må den være kommet med yngste isfremstød over området. Lå den dybt i graven, må den være kommet med et ældre isfremstød.
Yngste isfremstød er nok mest sandsynligt. Det kom fra nord og bragte ler, sand, grus og sten med fra egnene omkring Oslofjorden og efterlod det øverst i landskabet. Ved svenskekysten lige syd for den svensk/norske grænse ligger Bohuslen og et granitkompleks med overvejende rødlige mellemkornede homogene granitter. Men Bohuslen-granitten har en lys grå variant. Granit med næsten hvid feldspat og blålig kvarts er et særsyn blandt de skandinaviske granittyper. Hornes kæmpesten kunne meget vel være en grå variant af Bohuslen-granit.
Grå Bohuslen-granit ser du også i Jetsmarkstenen.


