Stenen var næsten dækket af flyvesand før et par skolelærere og en flok friske elever gravede den fri i 1963. Herefter var det muligt at observere stenens mineraler og konstatere, at Janum Kjøt hovedsagelig består af stribet gnejs. Geolog Helge Gry fra DGU besigtigede stenen efter frigravningen og beskrev den med disse ord:
Hovedparten af stenen er en mellem- til grovkornet uregelmæssigt stribet og sliret gnejs med biotit, men forneden på vestsiden af stenen ses et større parti af en mellemkornet ustribet bjergart, væsentlig bestående af kvarts og feldspat med enkelte indeslutninger af gnejs. Denne bjergarts grænse er diffus, og gnejsen nærmest grænsen er rigere på mørke mineraler end normalt. På østsiden af stenen findes en lignende bjergart, der er grå og finkornet og som en ganglignende dannelse gennemskærer gnejsens strukturer.
Janum Kjøt under istiden
Kosmogen eksponeringsdatering fortæller, at Janum Kjøt har ligget eksponeret for stråling fra himmelrummet i godt 14.000 år. For 14.000 år siden så den altså dagens lys igen efter en rejse indkapslet i indlandsis. Den aktive is fra Hovedfremstødet forlod Nordjylland for ca. 19.000 år siden. Herefter gik der 5.000 år, før Janum Kjøt var smeltet fri af dødis, eller dækkende sediment var skyllet af.
Indlandsisen over Nordjylland kom fra nordøst på sin vej mod Hovedstilstandslinjen, hvortil den nåede for 23-21 tusind år siden. Den medbragte mange ledeblokke fra Mellem- og Sydsverige. Da gnejs er en meget udbredt bjergart i Sverige, kommer vi det nok ikke nærmere end, at Janum Kjøt er fra Sverige et sted.