”Selv på de bedste år, er det skidt”, siger klimaforsker Signe Hillerup Larsen fra GEUS. Igen i år viser regnestykket for isens såkaldte massebalance nemlig røde tal. Meget røde endda. Cirka 105 milliarder tons is er nemlig ifølge forskernes estimater løbet ud i havet som smeltevand i løbet af det seneste år (se graf nedenfor). Et astronomisk tal, men alligevel ikke så slemt, som det kunne have været.
”Gennemsnitligt har Indlandsisen mistet cirka 140 milliarder tons is om året, når vi ser på hele den periode, vi har data fra. Så i det lys, er det seneste smelteår ikke så slemt,” siger Signe Hillerup Larsen.
Siden de første data for afsmeltningen blev indsamlet i 1985 og til nu, har der nemlig været flere år, hvor flere hundrede milliarder tons is er smeltet bort. Værst var det i smeltesæsonen 2012, hvor Indlandsisen mistede tæt på 500 milliarder tons. Det svarer til isen i Alpernes gletsjere ganget med fem.



