Arsen bruges i moderne teknologi i blandt andet satellitter, mobiltelefoner og solceller. Det er opført på EU's liste over kritiske råmaterialer blandt andet fordi den nuværende forsyningskæde for arsen i høj grad afhænger af import fra Kina, hvor det er et biprodukt fra minedrift af bly og kobolt.
At Case van Genuchten, seniorforsker ved GEUS, og postdoc Kaifeng Wang har formået at opfinde en proces, der gør det muligt for dem at trække arsen ud af slam fra vandrensning, er et gennembrud inden for genanvendelse af kritiske råstoffer.
”Vi var selvfølgelig ikke sikre på, at vores metode ville virke. Det er et vilkår for eksperimental forskning. At se det virke i praksis og at stå med amorft arsen, der nu kan testes til brug i teknologi, er helt fantastisk,” fortæller Case van Genuchten, seniorforsker og forfatter til forskningsartiklen, der netop er udgivet i Science Advances.
Metoden kobler på unik vis to procedurer; vandrensning og kemisk genvinding af et kritisk råstof. Metoden har potentiale til på en og samme tid at bidrage til øget brug af vandrensning i områder i verden med et sundhedsskadeligt højt niveau af arsen i vandet, at løse udfordringer med slam fra vandrensning i mange lande og at rykke ved nogle af de værdikæder, som for eksempel EU's grønne og digitale ambitioner er afhængige af.
Når man renser grundvand for, at det kan blive anvendt som drikkevand, er det fordi man ønsker at komme under nogle fastsatte grænseværdier for nogle stoffer. Grænseværdier bliver ofte fastsat ud fra til dels hvad man ved om sundhedsmæssige og dermed også ofte sundhedsøkonomiske konsekvenser ved forskellige forekomster, og til dels hvad der er praktisk muligt at rense for og detektere.
For arsen er grænseværdien i Danmark på 5 mikrogram per liter vand. Nogle lande er begyndt at implementere en lavere grænseværdi, da det er koblet med sundhedsøkonomiske gevinster. Ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen fra 2023, er en af barriererne for at sætte grænseværdien for arsen i drikkevand ned i Danmark, at man i så fald vil stå tilbage med slam med høje koncentrationer af arsen. Der kan være miljømæssige udfordringer eller reguleringsmæssige forpligtelser forbundet med at skille sig af med slam med høje koncentrationer af arsen, der gør det svært at håndtere.
Der er altså en vis fidus i at kunne trække arsen ud af slammet og i stedet anvende det i teknologi. Dermed kan man både høste de sundhedsøkonomiske gevinster ved at implementere nye tiltag for rensning af grundvand, så man opnår lavere forekomster af arsen i drikkevand, og man har gjort det nemmere at håndtere slammet. Faktisk kan slam med høje forekomster af arsen måske ligefrem opnå en værdi, fordi arsen er et kritisk råstof.



_GEUS.webp)
