GEUS har netop udgivet to nye geologiske kortblade fra området nord for Qaanaaq i Nordvestgrønland i skala 1:100.000 (77°30’–78° nord). De to kortblade, SIORAPALUK og QUINISUT, dækker den nordlige del af Qaanaaq-området i det nordvestligste Grønland. De er en del af en serie af seks kort, der er opdateret med den nyeste viden om områdets komplekse geologi og er dermed et vigtigt bidrag til forståelsen af områdets geologiske udvikling, forklarer Thomas Find Kokfelt, som er seniorforsker ved Afdeling for Kortlægning og Mineralske Råstoffer ved GEUS.
Bjergarterne i området repræsenterer aldre fra Jordens ur- og oldtid, Arkæikum og Proterozoikum, en periode på næsten 2,5 milliarder år, dækkende perioden fra ca. 3000 millioner til ca. 600 millioner år siden. De ældste bjergarter består af grundfjeld, mest gnejser, med en meget kompleks dannelseshistorie, hvor man også kan se spor af tidligere sedimentære bassiner – såkaldte suprakrustaler – der blev stærkt omdannede ved bjergkædedannelser for ca. 2500 millioner år siden.



