Så er den her. Vores nye roterende 360-graders røntgen-CT-scanner fra GeoTek – klar til at afsløre nyt om fjerne fortiders klima, iskapper og miljø. Hemmelighederne gemmer sig i lag af skiftende sedimenttyper som et naturligt arkiv over fortiden i undergrund og havbund. Dem indsamler vores forskere løbende prøver af med såkaldte sedimentkerner, der er en slags stikprøve af havbundens lag.
Den nye scanner kan både gøre forskernes arbejde med at analysere kernerne mere effektivt og give en langt bedre forståelse af, hvad kernerne fortæller om forholdene tilbage i tiden. Det er vores nyslåede professor i palæoklima Camilla Snowman Andresen fra Afdeling for Glaciologi og Klima, der har fået midler fra Carlsbergfondet til at indkøbe det nye instrument.
”Det er fantastisk instrument, vi har fået – med den kan vi se alle detaljer i hele sedimentkernen som én sammenhængende historie. Hvis jeg nu ser på en scanning af kernen og opdager et særligt område, jeg gerne vil se nærmere på, så kan jeg bare skære et virtuelt tværsnit i scanningsbilledet og se ind i kernen. Fra alle vinkler vel at mærke, og uden at skære i den og dermed ødelægge lagene,” siger Camilla Snowman Andresen.
Det særlige ved den nye scanner er, at den kan scanne hele vejen rundt om det, man putter ind i den. Man får altså ikke kun et røntgenbillede fra én side, men et som er sammensat af billeder fra alle vinkler hele vejen rundt. Præcis som man kan få lavet på et hospital.
