En ny bestyrelse er af Klima-, Energi- og Forsyningsministeren blevet udpeget for perioden 2025-2028 for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Medlemmerne repræsenterer forsknings- og erhvervsmæssig indsigt inden for GEUS’ kerneområder, som fastsat i Lov om GEUS.
Bestyrelsen skal bl.a. arbejde videre med GEUS’ strategi for 2024-2027. Læs mere om strategien her.
Katrine Krogh Andersen, der er forperson i Klimafonden KR Foundation, er den nye forperson for GEUS’ bestyrelse. Hun erstatter Minik Rosing, professor ved Københavns Universitet.
Katrine Krogh Andersen udtaler:
”GEUS’ forskning er af afgørende betydning for Danmark og Grønlands engagement i løsningen af en lang række væsentlige globale udfordringer. Jeg ser meget frem til, sammen med resten af bestyrelsen, at videreudvikle det strategiske grundlag for GEUS’ uafhængige forskning og rådgivning og dermed vidensgrundlaget for vigtige emner som CO2-lagring i undergrunden, geotermi, overvågning af Grønlands indlandsis, klimatilpasning og at finde mineralske råstoffer, som kan understøtte den grønne omstilling.”
