Har en rådgiver brug for et jordartskort over Danmark, en forsker brug for glaciologiske målinger fra Grønland eller en oversigt over grundvandsstanden, kan GEUS hjælpe. Nærmere betegnet Geologisk Datacenter, som er den afdeling, der sørger for at behandle data og viden genereret af GEUS’ forskere og gøre det tilgængeligt for dem, der har brug for det.
Og der er meget data. Geologisk Datacenter har ansvaret for et omfattende nationalt arkiv med al vores viden om undergrunden i både Danmark og Grønland. Det kræver et stort overblik, og siden begyndelsen af maj er det Bjarni Pjetursson, der som nytiltrådt datachef i Geologisk Datacenter, skal have det. Han er dog ikke ny i organisationen, da han har været ansat i GEUS siden 2008. Han ser frem til sine nye opgaver:
”Jeg glæder mig til at være med til at forme, hvad det vil sige at være datacenter og sætte en retning. Vi har nogle større projekter, som venter lige om hjørnet, og dem skal vi have organiseret på den bedst mulige måde,” siger Bjarni.

