På kæmpesten.dk ligger der nu godt og vel 140 tunge turmål pakket med geologiske røverhistorier, sagn og myter, som kan inspirere til skovture, cykelture, vandreture, klatreture, kajakture, sejlture, SUP-ture og anden udendørs aktivitet i det danske sommerland.
De danske kæmpesten ligger strøet ud over hele landet fra Hirtshals til Bornholm med den jyske vestkyst som eneste kæmpestenfri zone. På Læsø alene ligger der 12. Fælles for dem er, at de er store. Meget store. Mindst 4 meter på den lange led. De er stumper af grundfjeldet i Sverige eller Norge, som er kommet hertil med Indlandsisen, og nogle af dem kan dateres så langt tilbage som 2 milliarder år.
